Der var engang i Internettets pure ungdom, hvor vi var nogle idealister, der forestillede os, at den frie meningsudveksling i cyberspace var en sølvkugle, der ville gøre en ende på denne verdens diktaturer og andre politiske varulve. I modsætning til almindelige medier som aviser, tv og radio ville nettet være umuligt at kontrollere: Det var decentralt og den enkelte blogskribent var sin egen nyhedsredaktør og holdningsspreder. Sandheden ville ikke længere kunne holdes skjult, og så ville verden ændre sig. Trompetfanfare, tak.
Well, det var dengang, og vi er vist alle sammen blevet meget klogere. For bag ved ideen om nettet som sølvkugle lå to teser, som bare ikke holdt vand. Den ene var, at alle mennesker i virkeligheden ønsker at blive som os. Eller som den amerikanske general siger om vietnameserne i Stanley Kubricks Full Metal Jacket: ” Inside every gook there is an American trying to get out.” Den anden tese var, at de autoritære styrer ikke ville have kapacitet til at styre nettet. Den første tese er stadig under afprøvning, den anden er definitivt afvist.
Hvorfor være vestlig, når man kan være sig selv?
Angående den første tese, var det vist salig Samuel Huntington, der først smed bomben: Han argumenterede i The Clash of Cilivilisations (som jeg engang har skrevet om her) for at nationalstaternes politiske indretning er underlagt de kulturelle værdier, som befolkningen vedkender sig, og at det vi i vesten regner for selvindlysende, regner andre kulturer for den skinbarlige ondskab. Det kaldte Huntington civilisationernes sammenstød – et misforstået begreb, som det pæne selskab ikke ville kendes ved. Mon ikke vi nu, med blandt andet Muhammedkrisen, et mere selvsikkert Kina og en vanvittig irakisk borgerkrig in mente, må erkende, at vejen til det liberale demokrati er lang og trang og fuld af tilbageslag (var der nogen, der sagde ”Rusland”?).
Det betyder ikke, at man skal stoppe med at kæmpe for ideen om, at det vi i vesten kalder ”personlig frihed” vinder større indpas i resten af verden – og måske skulle vi også til at kæmpe for, at ideen vinder større indpas herhjemme. Men det betyder, at ideerne ikke spreder sig af sig selv og at de vil møde betydelig modstand, også selvom debatten bliver friere i de autoritære stater. Manglen på demokrati og frihed er desværre ikke nogen anormal varulv, men menneskets almindelige, historiske tilstand. Modernisering er ikke lig vestliggørelse – tværtimod kan den øgede selvtillid føre til en stærkere og mere aggressiv hævdelse af egen identitet og forskellighed. Man kan sagtens gå i jeans og drikke cola og stadig være islamist eller kinesisk nationalist. Nogle af de dygtigste internet-aktivister har været de forrykte jihadister i Al Qaeda og omegn.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro på, at det kan lykkes. Når man eksempelvis ser på den iranske opposition er der god grund til optimisme set fra et vestligt synspunkt. Når ordet bliver frit har ideernes darwinistiske markedsplads trods alt en tendens til at favorisere vestlige værdier. Men ordet kan ikke stå alene, selvom det bliver frit. Hypen om nettet som den store befriende sølvkugle fik en genopblussen under ”Twitter-revolutionen” sidste år i Iran, men indtil videre er styret jo netop ikke faldet, på trods af en bred opposition, der benytter sig af elektroniske virkemidler.
Nettet er ikke nok
De sidste 5 års erfaringer med Internettet, hvor autoritære regimer mere og mere har fået øjnene op for den mod-offentlighed, internettet udgør, viser desværre (som jeg har beskrevet i mit forrige blogindlæg), at ytringsfriheden på nettet kan undertrykkes, hvis der afsættes midler og ikke mindst vilje til det. Myndighederne kan naturligvis ikke få fat i alle bloggere, der skriver noget grimt, men hvis bare de får sat et par enkelte i fængsel i mange år, så afskrækker det betydeligt. Og hvis myndighederne har adgang til at slette indholdet, behøver de jo ikke engang straffe bloggerne – så forsvinder indholdet bare. Naturligvis har begrænsningen visse omkostninger, både økonomisk og udviklingsmæssigt, men det er en pris eksempelvis Kina er fuldt ud klar til at betale.
De ideer, der spredes på nettet, kan virke som en fantastisk katalysator, men for at skabe virkelig forandring kræves der en helt anden form for politisk organisering og mobilisering. Det gælder ”boots on the ground” som man siger i militærsprog – demonstrationer, møder, protester, kampe og kropslig risiko i en helt anden liga end at sidde foran Facebook og skrive provokerende opdateringer.
Desuden er der en række tekniske begrænsninger. Der findes efterhånden mange forskellige teknologier (”circumvention tools”) til at omgå internetcensuren (og jeg har vist et par gange lovet læserne af denne blog at skrive nærmere om dem), men det er ikke givet, at de i sig selv kan gøre den afgørende forskel. Som Ethan Zuckerman skriver i et meget læst og velargumenteret blogindlæg:
”What I mean is this – we couldn’t afford to scale today’s existing circumvention tools to “liberate” all of China’s internet users even if they all wanted to be liberated.”
Zuckerman er en af de vigtigste forskere og meningsdannere i tværfeltet mellem politik og Internet, og på trods af, at han selv synes, at han hører til i Accra (som hans blog hedder), så er han forsker ved Harvard Law School’s Berkman Center for Internet and Society, der er den centrale forskningsinstitution på området. Han er også initiativtager til det geniale site Global Voices Online, der oversætter og distribuerer interessante blogindlæg fra hele verden, en slags ”global offentlig sfære”. Når Zuckerman skriver, så er det værd at læse med – men læs også kommentarerne til hans post. Emnet er ekstremt hedt lige nu, for der er faktisk nogle der mener, at de HAR fundet en sølvkugle til at ændre den politiske offentlighed drastisk ved hjælp af nettet. Men mere om det på torsdag.
Indtil videre er konsensus, at der ikke er nogen universalløsning. Ligesom våben i sig selv ikke slår mennesker ihjel, så skaber Twitter ingen revolutioner. Det er mennesker, der skaber dem.
